af Nina Maria Mørk
Peter Øvig og jeg har haft et meget intimt forhold de sidste fire dage. Vi har ligget tæt på sofaen, skrællet kartofler, lavet aftensmad og sågar også været i karbad sammen. Jeg har nemlig læst hans nyeste bog ”Hippie 1” på min iPad, og da App’en til bogen er så smart udformet, at den kan skifte mellem tekst og lydbog, kan man bringe historierne om Tømrer-Claus, Henning Prins, Te-Dan og den indtil videre aldeles utiltalende Peter Louis-Jensen med sig over alt.

Sammen med Hippie har jeg været på en rejse i mine forældres generations fodspor. En meget spændende rejse, der både har gjort mig klogere og mere nysgerrig på min egen generation, der sat i perspektiv med Hippie 1 må være den magelige og materialisme begærlige generation, som dele af ungdommen i slutningen af 60’erne slash starten af 70’erne gjorde oprør imod.

Sidst jeg havde et tæt forhold med Peter Øvig var på en safari i Afrika, hvor jeg kværkede Efter drabet og Birkedal i skæret fra en pandelampe. I Hippie 1 er metoden igen dokumentarismen, og dette gør bogen til langt mere end bare en god historie.

Det er underholdende at følge de mangfoldige skæbner i Hippie, deres indviklede forhold til hinanden og deres brændende ønsker om og tro på at kunne skabe et nyt samfund, en ny verden. At flere af personerne i dag er kendte i det offentlige rum, og at personer fra Peter Øvigs tidligere bøger også er på visit i Hippie 1, gør bare Hippie 1 endnu bedre.
Peter Øvig har – igen – fundet et fantastisk materiale, og vigtigst af alt, så har han – igen – behandlet det yderst grundigt. Han har også fundet meget materiale, og Hippie 1 er noget af en moppedreng på 616 iPad-sider. Jeg er ikke i tvivl om, der er nok materiale til Hippie 2, som jeg glæder mig til at læse, og til et par bøger mere. Fx ville jeg give min højre arm for at læse mere om Katarina Lindell og Leo Kari.

Jeg vil gerne anbefale Hippie 1 til alle, der i deres teenageår har slugt bøger som ”Breve til en veninde” af Iben Nagel Rasmussen, ”Oprør fra midten” af Villy Sørensen m.fl. og ikke mindst det noget kontroversielle værk "Forbyde hallucinogener? Forbyd naturen at gro!” af Steen Larris, der gennem tiden vist har ædt sig gennem hele den jyske flora.
Derudover vil jeg anbefale den til min mormor, der var nabo til Thy-lejren, til min mor, der mødte John Lennon og Yoko Ono hos bageren i Fjerritslev, til min egen uopfindsomme generation og til generationen efter mig, der i forsøget på at gøre oprør mod alle os kedelige og pæne mennesker har kastet sig ud i et sandt orgie af reality shows og swinger clubs.
Din vurdering:
Skriv en anmeldelse
Kommentarer
© 2011 Hippieselskabet  All rights reserved
Log ind