Morsø Folkeblad 25.  oktober  2012, 1. sektion, side 12

 

Peter Øvig Knudsens bog, Hippie II, som udkommer i dag, er fuld af drama, død, druknede drømme og drøngode historier omkring Thylejren og kirkebesættelsen i Hjardemål

 

Af GERDA BUHL ANDERSEN

 

Vil du vide, hvad en tidligere journalist ved Morsø Folkeblad oplevede i forbindelse med Thylejren 1970? Kunne du tænke dig at se et billede af billedkunstneren Felix Pedersen sammen med senere kongelige gobelinleverandør Bjørn Nørgaard og ikke nær så senere kirkebesætter Peter Louis-Jensen? Vil du vide, hvordan millionkronermalerimaleren Per Kirkeby husker Thylejren og tiden med kunstnerbrødrene fra Eks-Skolen med den nyskabende, farveglade billedkunstner Poul Gernes -manden bag Danmarks måske smukkeste teatertæppe, der jo hænger lige her hos os i Morsø Teater? Eller kunne du lide at vide, hvad billedhuggeren Hein Heinsen, kunstneren bag det markante Frode-Jakobsen-monumentet på Støberitorvet ved Morsø Folkebibliotek, egentlig mener om idemanden bag besættelsen af Hjardemål Kirke som kunstner? Eller kunne du bare godt tænke dig at læse en bog med gode og dramatiske historier.

Om eksperimenterende kunst. Om eksperimenterende liv og livsformer.

Om eksperimenter med narkotiske og bevidsthedsudvidende stoffer, der til tider endte i sølle skæbner og grufuld vold.
Om forhistorien til kirkebesættelsen, selve kirkebesættelsen og hvad der fulgte med imens og sidenhen? Jamen i alle tilfælde kan du roligt tage Peter Øvig Knudsens nye murstensbog Hippie II i hånden, læne dig tilbage med en pude under nakken og læse løs.

Nej, » roligt « er nok ikke det rigtige ord at bruge.
For der er beretninger i denne bog, der ikke er for sarte sjæle. For nogen vil den måske ruske op i erindringer, der kan have bedre af at ligge og slumre på bunden af bevidsthedens hav. Det kan jo være mere foruroligende at blive konfronteret med virkelige hændelser end at læse spændingsfiktion af Jussi Adler-Olsen.
Men bortset fra det, så er det en god, velskrevet og interessant bog, Peter Øvig Knudsen har skrevet.
Baseret på interviews, dagbøger, breve, avisartikler, retsprotokoller, Thylejrens daglige avis med mere.

Et omfattende materiale
at holde styr på.
Men det lykkes, og så har Peter Øvig Knudsen også blik for den gode sidehistorie, som han ikke synes, læseren skal snydes for. Derfor får vi for eksempel også den drabelige historie om krisen i Klaksvig på Færøerne, der i 1955 resulterede i, at der blev sendt et dansk krigsskib af sted. Historien har ikke direkte noget at gøre med Thylejr eller hippietid bortset fra, at krigsskibets chef var far til den senere kirkebesætter Peter Louis-Jensen.
Vi får historien om Provo-Knud, der ender med at myrde en af sine venner, og som også her har fået sit billede på forsiden.
Og historien om den 12-årige dreng, der ender som endnu et meningsløst offer for et lsdrelateret mord.
Vi møder en af de betjente, der rykkede ind og var med til at befri kirkebesætterne, så de undgik at blive lynchet af vrede lokale.
Vi får historien om Profet-Olsen, der ender som munk i eget kloster i Litauen, hvor han blandt andet hjælper narkomaner.
Sådan kunne jeg blive ved. Men jeg kunne jo også lade være og overlade til læserne selv at opleve denne brogede mosaik, som tilsammen udgør Hippie II.
Peter Øvig Knudsen ønskede efter sine bøger om Blekingegadebanden at skrive en let og munter bog om hippierne.
Men da han dykkede ned i stoffet og stofferne, måtte han erkende, at hippietiden og Thylejren havde to sider. En lys og en mørk. Hippie I beskrev musikken og de lyse sider, mens de mørke sider er med i Hippie II.
Dermed er strukturen givet. Struktur giver det også at lade dagene i Thylejren udgøre kapitler og kronologi -også når der springes frem og tilbage i tiden til » to år før dag 0 « eller til » 42 år efter dag 0 « . Men bøgerne er ikke hvid/ sorte at læse. Man bliver fanget ind af gråtonerne.
Det gælder blandt andet Peter Louis-Jensen, som man i begyndelsen bedømmer som en usympatisk nar. Men efterhånden føjes nye sider til, så man ender med at få et mere nuanceret billede af manden bag kirkebesættelsen, uden at man af den grund behøver at blive mere mildt stemt over for den.
Bogen gør i øvrigt overbevisende rede for, at Thylejren som sådan intet havde at gøre med kirkebesættelsen.
At Peter Øvig Knudsen så bevidst laver bøger i hvidt og sort, som så ender med, at læseren ser flere gråtoner, er bemærkelsesværdigt ved denne bog og dens hvide makker.
Hippie II er på en gang dybt alvorlig, underholdende og udfordrende ærlig i sin tilgang til mennesker og emne. Blandt andet gengives et vredt brev fra Bjørn Nørgaard, som ikke længere ønskede at medvirke, og derfor ikke har godkendt det, han bliver citeret for. En anden, Bodil Marie Nielsen -gift med og skilt fra Peter Louis-Jensen, valgte på et sent tidspunkt at springe fra og har således ikke læst det færdige manuskript.
Men det øger blot troværdigheden af det øvrigt desto mere.
Som læser vil jeg i hvert fald gerne sende en bølge af positive vibrationer til de to frafaldne, til alle de øvrige medvirkende i bogen og til Peter Øvig Knudsen, fordi han fik så mange og så meget med.
Og så selvfølgelig en særlig hilsen til min tidligere kollega på Morsø Folkeblad, Mette Jakobsen.

Peter Øvig Knudsen: Hippie 2. Den sidste sommer.
Gyldendal , 2012. 647 sider. Illustreret. 349,-kroner.
Udkommer i dag.

 

© 2011-2012 Hippieselskabet  All rights reserved
Log ind