05.02.2013 Marianne Jelved går ind i Apple-sagen

Kulturminister Marianne Jelved (R) går nu ind i sagen om Apples censur mod ebogs-udgaverne af Peter Øvig Knudsens bøger Hippie 1 og 2.

I et brev til forfatteren skriver Marianne Jelved, at hun deler sin forgænger Uffe Elbæks opfattelse af, at ”der er tale om en sag med vigtige principielle perspektiver i forhold til kunstnerisk ytringsfrihed.”

Jelved har derfor planlagt at ”følge op på de initiativer, som Uffe Elbæk søsatte.” Herunder vil

hun fortsætte drøftelserne med EU-Kommissionen om en samlet europæisk stillingtagen til problemet.

Midt i maj planlægger EU-kommissæren for digitalisering, Nelly Kroes, at afholde en EU-konference om digital kultur, bl.a. med baggrund i ’The Danish Case’, som censuren mod Hippie-bøgerne er blevet kaldt i Bruxelles.

 

Sidste år afviste Apple at handle med Hippie-bøgerne i deres e-bogshandel iBookstore med henvisning til, at bogen gengav fotografier af hippier, som havde bare bryster, kønsdele eller numser.

Som en happening under navnet ’Operation Æble’ forsynede Peter Øvig og hans forlag sidst i oktober 47 af bogens fyrre år gamle, dokumentariske fotografier med røde æbler, der dækkede de uacceptable kønsdele. I første omgang accepterede Apple nu at forhandle bøgerne, men allerede efter fire dage blev de igen fjernet fra iBookstore uden nogen forklaring.

Kort efter blev også App-udgaverne af bøgerne fjernet fra Apples AppStore. App-udgaven af Hippie-bøgerne kombinerer e-bogen med en lydbogsudgave med nykomponeret musik. App-udgaven af Hippie 1 udkom i oktober 2011 og blev ved den lejlighed godkendt af Apple. Den havde således været til salg i AppStore i over et år, ligesom også App-udgaven af Hippie 2 i første omgang blev godkendt af Apple.

Apple har siden da ikke svaret på klager og henvendelser i sagen.

Den avancerede App-udgave af bøgerne er det ikke teknisk muligt at forhandle andre steder end gennem Apple, og den kan derfor i dag ikke købes nogen steder.

 

Sagen har vakt betydelig opsigt i seriøse medier i hele den vestlige verden. Ud over daværende kulturminister Uffe Elbæk har flere danske medlemmer af EU-Parlamentet desuden rejst den på EU-plan.

Morten Løkkegaard (V) er som næstformand for EU-Parlamentets kulturudvalg gået i forhandlinger med EU-kommissær Nelly Kroes om sagen. Morten Messerschmidt (DF) har stillet spørgsmål om sagen til EU-kommissær Joaquín Almunia, der har ansvaret for EU’s konkurrencelovgivning. Mens Christel Schaldemose (S) regner med at få vedtaget igangsættelsen af en EU-rapport om “udfordringer og problemer med bogmarkedet i den digitale tidsalder.”

 

Forfatteren Peter Øvig Knudsen udtrykker glæde over, at både den nye kulturminister og EU-parlamentarikerne tager sagen alvorligt.

”Det vil sikkert ikke kunne nå at få den store betydning for min egen bog,” siger Peter Øvig, ”men efterhånden som en større og større del af litteraturen – og kulturen i det hele taget – bliver digitaliseret, vil det være helt afgørende med et frit og ucensureret marked. Jeg ved, at flere danske forfattere arbejder på ebogs-projekter, som af tekniske grunde laves til iPad, og hvis Apple ikke vil acceptere dem, risikerer bøgerne aldrig at kunne nå ud til læserne.”

 

Forfatteren Michael Næsted Nielsen har netop fået afvist novellen Slaven fra iBookstore, fordi forsiden viste en nøgen mand.  Sagen er omtalt på forfatterens Facebook-side.

 

Se links til den internationale presseomtale af Æblesagen på http://hippienu.dk/node/141 og se de censurerede billeder på http://hippienu.dk/node/345

 

 

 


Kommentarer

© 2011-2012 Hippieselskabet  All rights reserved
Log ind