01.03.2013 Peter Øvig inviterer til Hippie-Galla på Bremen Teater

 

Som en live fortsættelse af sine hippie-bøger inviterer forfatteren Peter Øvig Knudsen lørdag den 20. april til stor Hippie Galla-koncert på Bremen Teater i København.

På scenen optræder cremen af hippieoprørets musikalske navne: For første gang genoptager Povl Dissing sit samarbejde med et af tidens topnavne, Burnin Red Ivanhoe, der med bl.a. Karsten Vogel og Kim Menzer desuden er pladeaktuelle dette forår.  Stig Møller synger Eik Skaløes og sine egne klassikere fra hippiealbummet Hip, og Peter Ingemann spiller med sin gendannede powertrio Young Flowers, der udover den legendariske guitarist Peer Frost også har Gasolin’-trommeslageren Søren Berlev som medlem.

Peter Øvig optræder selv sammen med sin faste samarbejdspartner, Tømrer-Claus, som ud over at være en hovedperson på Thylejren også har komponeret og indspillet musikken til lydbogsudgaverne af hippiebøgerne. Sammen med klaviaturspilleren Marianne Sonntag opfører de numre fra lydbogen live.

”I forbindelse med bogudgivelserne har vi holdt et par fester, hvor musikerne fra bøgerne er trådt levende op på scenen, har givet de gamle hits og jammet sammen,” fortæller Peter Øvig. ”Jeg vil gerne give flere mennesker mulighed for at opleve den helt unikke stemning, som er opstået ved de lejligheder.”

Alle optrædende har til fælles, at de i sommeren 1970 spillede på Thylejren, som var hippieoprørets kulmination og nu er omdrejningspunktet for de to hippie-bøger.

Som medvært har Øvig inviteret skuespilleren og filminstruktøren Hella Joof, som han også delte værtsskab med ved hippiekulturnatten på Københavns Hovedbibliotek i 2011.

Øvig har arrangeret Hippie-Galla sammen med den tidligere direktør for Gnags’ pladeselskab, Jesper Bay, der er medejer af Bremen, og den daværende musikalske primus motor i det københavnske hippiemiljø, bassisten, sangeren og revisoren Peter Ingemann, som har stået for at samle musikerne fra dengang.

Et evt. overskud fra koncerten vil blive delt mellem de medvirkende. Men uanset hvad, er publikum sikre vindere: Inkluderet i den i forvejen moderate billetpris på 275,- kr. er nemlig første bind af Peter Øvigs ’Hippie – tre år og 74 dage der ændrede Danmark’. Normalprisen for bogen alene er 349,- kr., så det ér rene Thy-tilstande på Bremen Teater denne aften.

 

Tid: Lørdag den 20. april 2013 kl. 20

Sted:  Bremen Teater,  Nyropsgade 39-41, København V

På scenen bl.a.:

Povl Dissing

Burnin Red Ivanhoe

Stig Møller

Young Flowers med Peter Ingemann, Peer Frost og Søren Berlev

Tømrer Claus og Marianne Sonntag

Værter: Hella Joof & Peter Øvig

Billetter: www.billetlugen.dk Tel: 70 263 267 – Pris: 275,- kr. inkl. ’Hippie’ (1) – ex. gebyr

Direkte link: https://www.billetlugen.dk/musik/28928/hippie-galla/

Arr.: Peter Øvig, Jesper Bay & Peter Ingemann

Flere oplysninger:  Jesper Bay – (TEL) 208 208 88                


Kommentarer

© 2011-2012 Hippieselskabet  All rights reserved
Log ind